En rejse mod et bedre liv: Thomas' inspirerende historie
Barndom og opvækst
Thomas havde en tryg barndom med gode relationer, men hans liv ændrede sig drastisk, idet hans forældre blev skilt, da han var 11 år. Skænderier mellem hans far og mor blev hyppige, og hans mor flyttede til Aalborg, hvilket reducerede kontakten mellem dem. Thomas boede i en længere periode hos sin far, men efter et skænderi flyttede han som 18-årig kortvarigt op til sin mor i Aalborg. Som 19-årig flyttede han til Nørresundby sammen med en ven. Hans barndom var præget af mangel på omsorg, tryghed og faste rammer, især fordi hans mor kæmpede med et alkoholmisbrug.
Dårlige valg og konsekvenser
I ungdomsårene begyndte Thomas som 14-årig at drikke og ryge hash med vennerne. Det startede som en hyggelig aktivitet, men udviklede sig til et dagligt misbrug, der førte til, at han droppede ud af gymnasiet. Hashmisbruget fortsatte, og Thomas pådrog sig stor gæld og flyttede ofte. Da det så værst ud, havde Thomas selvmordstanker og forsøgte også at tage sit eget liv. Han gennemgik flere behandlingsforløb, hvoraf mange blev afbrudt før tid. Sammenlagt har Thomas deltaget i behandling på et rusmiddelcenter i 10 år af sit liv.
Thomas' kæreste har forandret hans liv
Da Thomas mødte sin nuværende kæreste, begyndte hans liv at ændre sig. Hun har ikke kun været en uundværlig støtte i svære tider, men har også inspireret ham til at blive en bedre version af sig selv. Fra første dag har hun set det positive i Thomas og hans potentiale til mere i livet. Relationen til kæresten har haft en stor betydning for Thomas, særligt i de mange perioder, hvor han selv har fokuseret på de negative og svære ting i livet. Opgaven har ikke været nem for Thomas ‘kæreste, men via en vedholdende indsats fra hendes side, har Thomas med tiden fået troen på sig selv.
Dialogen og relationen mellem dem er baseret på et gensidigt fokus på at se positivt på tingene i stedet for negativt. Dermed mestrer de at vende dårlige dage og dårlige perioder til mere positive betragtninger. Hun er derfor også den første person, som han har åbnet sig helt op for. Thomas er overbevist om, at havde han ikke kæresten i sit liv, ville han stadigvæk have haft sit misbrug. Hun har uden tvivl en stor indflydelse i Thomas´ liv, og sammen med hendes børn, er de drivkraften i hans liv.
Vejen mod uddannelse
I 2017 blev Thomas udredt for angst og senere også for ADD. Diagnoserne besvarede mange spørgsmål for Thomas og gav ham en ny forståelse af sit liv. Han startede på medicin og samtaler og begyndte at få mere styr på sit liv.
Thomas har været tilknyttet jobcentre i flere forskellige byer i mange år. I august 2017 meldte han sin ankomst til Herning Kommune og dermed Jobcenter Herning. Særligt én person på Jobcenter Herning, arbejdsmarkedskonsulent Claus Bejder, har haft en stor og positiv betydning for Thomas’ forløb. Claus Bejder har ydet en ekstraordinær indsats og motiveret Thomas på de rette tidspunkter.
I marts 2024 blev Thomas indkaldt til en aktivitet hos det lokale jobcenter, hvor han deltog i en jobmesse. Her kom han i kontakt med en studievejleder fra Herningsholm Erhvervsskole, hvilket blev starten på hans interesse for uddannelse. Efter at have undersøgt forskellige uddannelsesmuligheder, foreslog hans kæreste, at han skulle kigge nærmere på industriteknikeruddannelsen. Thomas besøgte uddannelsen og blev inspireret af de store CNC-maskiner og historierne fra de andre elever på uddannelsen.
Læreplads og fremtid
Thomas fandt sin rette uddannelse og startede på GF2 som industritekniker i august 2024. Han afsluttede grundforløbet med karakteren 7 og trivedes særdeles godt på uddannelsen. Efter flere forsøg fandt han en læreplads hos virksomheden INSERVICE i Karup, hvor han startede i januar 2025.
INSERVICE blev grundlagt i 1989. Firmaet fungerer som en professionel samarbejds- og sparringspartner for metalindustrien.
”Vi bemærkede hurtigt ved jobsamtalen, at Thomas havde stort potentiale, og der var grobund for en værdifuld udvikling”, udtaler Flemming Juhl, teknisk direktør ved INSERVICE. Hans kollega, Karsten Bækgård, som er administrerende direktør i virksomheden supplerer: ”Vi har den holdning, at alle bør få en ekstra chance for at rette op på fortidens dårlige valg, og vi har stor erfaring med at få borgere videre i beskæftigelse”.
Refleksion og fremtidshåb
Når Thomas ser tilbage på sin rejse, er han glad for, hvor han er i dag. Han har lært at værdsætte livet og er stolt af sine fremskridt. Selvom han stadig kæmper med gæld og fortryder nogle af sine tidligere valg, føler han sig endelig voksen og ansvarlig. Han drømmer om en fremtid sammen med sin kæreste, et job og en bil.
Hvad kan andre lære af Thomas' historie?
Thomas er i dag taknemmelig for sin tilværelse. Tidligere tog han tingene for givet, men nu er han blevet bedre til at stoppe op og fokusere på de gode ting, der omgiver ham, såsom hans kæreste og hendes børn, hans uddannelse, hans nye læreplads og ikke mindst, at han efter mange år i kontanthjælpssystemet nu er selvforsørgende. "For første gang i mit liv er jeg stolt over, hvor jeg er i dag," udtaler Thomas.
Desværre har de valg, Thomas tidligere har taget, resulteret i en stor gæld, som er en betydelig hæmsko for hans fremtidige drømme. Han håber dog på at kunne lægge en plan for afvikling af gælden. Thomas' råd til andre er derfor: Sørg for, at regninger bliver betalt – og ikke bare lagt i en skuffe. At tage et SU-lån var i fortiden helt naturligt for Thomas, men han anbefaler andre, at de skal tænke sig godt om inden, de stifter gæld.
Thomas' historie er en påmindelse om vigtigheden af at værdsætte de positive aspekter i livet og tage ansvar for sine økonomiske forpligtelser. Hans rejse fra kontanthjælp til selvforsørgelse er inspirerende og viser, at det aldrig er for sent at ændre kurs og skabe en bedre fremtid for sig selv.
Thomas er i dag 41 år og et levende bevis på, at det er muligt at vende sit liv rundt, selv når det ser allermørkest ud. Med støtte fra sine nærmeste og en stor vilje til at ændre sig har Thomas fundet sin vej ud af misbrug og dårlige valg. Han ser nu frem til en lysere fremtid som industritekniker og stabilitet i sit liv – for første gang i meget lang tid.